Dine øjne. Var jeg stille? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Mine linjer kommer igen. Du skrev et sår i min fremtid. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Nu skriver jeg igen på det stille. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Uforståelige sætninger at klæde sig i At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Et brev. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Noter. Beskrivelser. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Muren omkring ordene.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg skrev intet ned i den periode. Sådan svarede du. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Sandet.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Du siger noget om månen. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.

Stille? Træerne. Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Du må ikke forsvinde. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Jeg læste dine linjer Der løber ord ud af min hud. Var det bare regnen?

Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Hvad skulle glemmes? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Intimiteten i skriften Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen.