Jeg ville dig. Og vi vågnede. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg var nøgen i de dage.

Der var en morgen, et stykke af himlen. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

I huden. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

Du trak de yderste bjerge. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Stjernekontinent.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Da jeg vågnede, var jeg sikker: I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”

Og en anden dag: Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer.

Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine.

Sandet.

Jeg synes dit langsomme morgenface er nice. Det er bare. Sover ASAP. På en mur. Glasdråbehænder. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederneDa vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud.

Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket.

Derinde bag bjergene. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Bøgerne varslede en kommende tid. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg er på den anden side af havet.