Kan skriften være genert? Månens sind.

Solens sind. Der hang en nice frugt og dinglede. Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved!Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved!

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Sådan svarede du. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Bag stemplerne. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Som at læse glemte aviser. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Intet, jeg modtog intet.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Jeg sad alene i solen. Kan jeg smile i dine sætninger? Jeg, tøvende. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

På havet. Du siger noget om solen. Vi er et party. Jeg var i din krop, og du?

Vidste du? Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Rød.

Sætningerne er sarte kredsløb.

Der løber ord ud af min hud. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Et sted, forsigtigt. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Under lillahimlens hvælv. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille.

Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Jeg hader at vågne og se dig vågne.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg forsvinder ikke. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje.