I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Det er hvert eneste streetview fyldt op af vores arme og ben. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Jeg elsker at se dig.

Jeg forsvandt. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Der åbnede sig. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Træk mig helt ned. I et efterår ville jeg være flov.

Min ene pen er rød og den anden sort.

Ordene, små toppe af skum. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne.

Derinde bag ordene. Hvilken dag fulgte efter dagen? Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Der hang figner henover udsigten. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Ormene i det stille sand og nede i jorden.