Vi har øjne. Solens pind. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg sad alene i solen. Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb). Jeg, den skrøbelige sandhed.Jeg, den skrøbelige sandhed. Jeg, den skrøbelige sandhed. Jeg, den skrøbelige sandhed.

Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Bag diamanterne.

Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Lyset afventer afgang. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Jeg skriver dagen igang, stille. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet. Nordlyset tøver i vores stemmer.

På en skærm.

Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Når vores kroppe er hinanden.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Sandet i mine tanker. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet.

Du, du. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser.

I natten, i søvn. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. På et stort stykke hvidt papir. I sollyset, en ædelsten. Dine diamanter lyser i min mund.

Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Som at læse glemte aviser. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne. Tågen i skovene i udsigten.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg elsker at se dig. Og vi. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Et brev. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Glashænder. Intet, jeg modtog intet. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Var du nattens fortvivlede stilhed?

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Kan jeg smile i dine sætninger? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.