Var jeg stille? En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Brev i april. Et genert rum, et intimt rum.

Var det skovene du kom fra?

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Du må ikke forsvinde. Sætningerne er et hav.

Jeg læste dine linjer Der hang figner henover udsigten. Giver det mening? Det er bare. Jeg tror, du havde glemt den der.

Under murbrokkerne. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg tror, du havde glemt den der. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Du må ikke forsvinde. I læberne og i huden. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Dagene. Ugerne. Vennerne. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Jeg skrev mig vild i de dage. I bussen skrev jeg en sms til dig. Bag træerne. Jeg skriver dagen igang, stille. Sad jeg alene? Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Der var noget som åbnede sig.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Vi har de samme øjne. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Gennem hullet i hegnet. At tale var blevet uoverskueligt. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Et brev.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg forsvinder ikke. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Kan jeg skrive sådan? Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.