Der hang figner henover udsigten. Sidst, i morges. Du siger noget. I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond!

Havde du kysset en anden? Ikke var muligt at komme derind. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). En uro i kroppen.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Derinde bag skoven.

Ord. Hvilken nat fulgte efter natten? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Alting ligger bag alting. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Skyen skjulte noget for fuglene. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Grå. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Og en anden dag: De vigtigste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Tågen i skovene i udsigten. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Havde du kysset en anden? Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.