Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Dine diamanter lyser i min mund.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Jeg var nøgen i de dage.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Sætningerne er et hav. Ikke søge ly. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. De bløde bakker udenfor byen. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Min ene pen er rød og den anden sort.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Kan jeg være i dette landskab?

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Og vi vågnede. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Var det alligevel koderne, systemerne? Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker.

Nordlysets sitren i din stemme. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold.

Som at læse glemte aviser. Derinde bag bjergene. Afsindighed. Udsalgsvarer. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Ikke søge ly.Ikke søge ly.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Og vi vågnede. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Oplæsning for intetheden.

Her er dagen allerede langt foran mig. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv.