Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Tågen i skovene i udsigten. Da jeg vågnede, var jeg sikker: De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Sætningerne er et hav. Blæste det virkeligt? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. I den første nat så jeg kun det matte mørke.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Den sindssyge himmel. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Sandet.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Som at læse glemte aviser. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Har vi de samme øjne? Blæste det virkeligt? Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Kan jeg skrive sådan? Og dén himmel; det var en sindssyg dag.Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Luften og jordens sange. Bordet vipper. Jeg har skrevet et kort til dig. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.