Jeg, ikke dig.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Solstorm. På en rude. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Det gør noget. Bøgerne tegnede deres egen retning. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Når du siger mit navn, svarer min krop. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Vi har de samme øjne.Vi har de samme øjne. Vi har de samme øjne. Vi har de samme øjne. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Du trak mig med til de yderste bjerge. Intimiteten i skriften Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Sætningerne er et hav. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Jeg har skrevet et kort til dig. Er du på den anden side af havet? I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg skriver dagen igang, stille. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg læste dine linjer Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Alting ligger bag alting.Alting ligger bag alting. Alting ligger bag alting.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Ilden. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Min ene pen er rød og den anden sort. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Det gør ikke noget. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Grå. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Muren omkring ordene. Træerne. Du siger noget om solen.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Det dybeste af alt er huden? Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Glashænder. Og vi vågnede.

Stjernekontinent.