Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.