Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene De vigtigste. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Var jeg stille? I bussen skrev jeg en sms til dig. Du må ikke forsvinde. Om andre byer, andre verdener.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Sådan svarede du. Kan skriften være genert? I dine læber. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Trak jeg de yderste bjerge? Regnen, vinden imellem dine læber. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Jeg skriver dagen igang, stille. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.

Kan jeg være i dette landskab? På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Oppe på bakken.

Det gør ikke noget. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Under lillahimlens hvælv. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Solens sind.Solens sind. Solens sind. Solens sind.

Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story.

I hver med mig videre. Dine diamanter lyser.Dine diamanter lyser. Dine diamanter lyser. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.