Vidste du?
Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Kan jeg smile i dine sætninger? De vigtigste. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.
Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig.
Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven.
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Vidste du? Du må ikke forsvinde. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.
Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.
Nu er der en uro i kroppen. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.Det tøj der er på min krop hænger på min krop.
I hver dag gled rester af betydning med mig videre
Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.
Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.
Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg er på den anden side af havet. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.
En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Intimiteten i skriften
Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Afsavn. Udsagn. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:
Brev i april. Et brev. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Ordene, små toppe af skum. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.
Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.
Bøgerne hvilede omkring kaffen. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:
Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.