Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig.

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven.