Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.

Sætningen løb videre igennem kæben. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Lyset i ørknen i udsigten.

Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Min ene pen er rød og den anden sort. Derinde bag skoven.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Du foldede dig ind i mine ord. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Udsigten var håbløs.

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Det er aldrig det hurtige blik. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Giver det mening? Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Asfalt. Ubeslutsomhed. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Mod de yderste bjerge. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Var det markerne du kom fra?

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Sandøjne.Sandøjne. Sandøjne. Sandøjne. Der var et script der skyggede for solen. Vi har hverken gardiner eller travlt. Kan jeg skrive sådan? Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Jeg havde endnu ikke mødt dig.Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Her er dagen allerede langt foran mig. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Den sindssyge himmel. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Alting ligger bag alting. Grå. På et stort stykke hvidt. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.