Udsigten var håbløs. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Hvor vil det ødelagte sprog hen?Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Oplæsning for intetheden. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Sådan noget. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.