Det var før du kunne forsvinde.Det var før du kunne forsvinde. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Vi har de samme øjne. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Bag træerne. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. At forvandle dette rum til et andet. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Blå. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. På en rude. Var det skovene du kom fra? Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Tågen i skovene i udsigten. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Skriv mig ind i dine læber.Skriv mig ind i dine læber. Skriv mig ind i dine læber.

Her er dagen allerede langt foran mig. Sådan er det. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Der var noget som åbnede sig. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Jeg forsvinder ikke. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg sad alene i solen.

Du må ikke forsvinde. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Og vi vågnede. Oplæsning for intetheden.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Hvad tæller du til? Luften og jordens sange. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Har vi de samme øjne? På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Sætningerne er et hav. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.