I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Du siger noget om solen.

Som nu i morges: På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Rifterne. Har vi de samme øjne?

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Et brev. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Ring til mig uden grund. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Hvad skulle glemmes? Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Ord. Om andre byer, andre verdener. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Sådan er det. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Ikke søge ly i den flod. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Her er dagen allerede langt foran mig. Der var noget som åbnede sig.

Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Muren omkring ordene. Tågen i skovene i udsigten.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Dine diamanter lyser i min mund. Du må ikke forsvinde. Jeg er på den anden side af havet.

Har vi de samme øjne? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Var det markerne du kom fra? Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Sådan svarede du.

Og vi vågnede. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Derinde bag skoven. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Sætningerne er et hav. Over murbrokkerne.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg læste dine linjer

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Kan jeg skrive sådan? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.millioner år gammelt glas i den lysende ørken. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.