I læberne og i huden. Ikke glemme floderne i ørerne. Oppe på bakken. Jeg var i din krop, og du? Var jeg stille? Det handler om overfladen.

Hvilken nat fulgte efter natten? Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Stjernekontinent. Kan jeg skrive sådan? Du kan være i dette landskab. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Det gør ikke noget.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Alting ligger bag alting. De vigtigste. Har vi de samme øjne?Har vi de samme øjne? Har vi de samme øjne?

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Dagene. Ugerne.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Ord.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Over murbrokkerne. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Det var ikke skovene jeg kom fra.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Er du på den anden side af havet?

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Dine sætninger. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Hvilken nat fulgte efter natten?

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.