Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Det her er ingen leg. For hvert lag af betydning i stenene. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Farvede ordene milde. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg sad alene i solen.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Der var noget som åbnede sig. På en rude.

Solens sind.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Du, du.Du, du. Du, du. Du, du. Du, du. Lysene lyste.

Det dybeste af alt er huden? Det handler om overfladen. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Der var noget som åbnede sig. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Sådan svarede du. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Sådan svarede du. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Det var før du kunne forsvinde. Du må ikke forsvinde.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Blå. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Hvilken nat fulgte efter natten? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Vi har de samme øjne. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Jeg tror, du havde glemt den der. Det var ikke skovene jeg kom fra. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Intimiteten i skriften Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Sætningerne er et hav. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Hvilken nat fulgte efter natten? Glashænder. Jeg er på den anden side af havet. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.