Altid er det dette langsomme blik. På et stort stykke hvidt papir.
Afsavn. Udsagn. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.
Jeg skrev intet ned i den periode. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
Dagene. Ugerne. Her er dagen allerede langt foran mig. På en rude. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Bag træerne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?
Over murbrokkerne. Det her er ingen leg.
Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Som at læse glemte aviser.
På en rude. Grå. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.
I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Du siger noget om solen. Som at læse glemte aviser. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Det gør ikke noget.
Har vi de samme øjne?
Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Det gør ikke noget. Dine diamanter lyser i min mund.Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.
Den sindssyge himmel. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Og en anden dag: Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.
Tågen i skovene i udsigten.
Kan jeg skrive sådan? De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.
Kalken. At tale var blevet uoverskueligt. På en rude. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.
Muren omkring ordene. Brev i april. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.
Hvad skulle glemmes? Du siger noget om solen. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant