En regning. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv.

Hvirvlende, stirrende, syngende. Så var der en, der lyttede til skovene. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på.

I læberne i huden. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Var det bare regnen? Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg var nøgen i de dage. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Hver dag gled med mig videre. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. De matte hemmeligheder inde i træet.

Du siger noget om solen. Du kan være. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter I læberne og i huden. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Det dybeste af alt er huden? Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Du må ikke forsvinde.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Og ord. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Der var noget som åbnede sig.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Jeg har skrevet et kort til dig. Vi har hverken gardiner eller travlt. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Var det markerne du kom fra? At forvandle dette rum til et andet. Du, du. Og vi vågnede.

Jeg var nøgen i de dage. Der var noget som åbnede sig.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg var i din krop, og du?