Stjernekontinent. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Jeg har skrevet et kort til dig.Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Dagene. Ugerne.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Sætningerne er et hav. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Stjernekontinent. Farvede ordene milde. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Intimiteten i skriften Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg er på den anden side af havet.

Lysene lyste.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Var jeg stille? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Ikke glemme floderne i ørerne. En uro i kroppen.

En nat faldt giraffer ud af drømme. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Hvor vil det ødelagte sprog hen? Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Ikke søge ly. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Altid er det dette langsomme blik. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Udsigten var håbløs.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.