Jeg fandt en linje et sted under min reol. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg skriver dagen igang, stille. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Det dybeste af alt er huden? Jeg skrev intet ned i den periode. Sætningerne er et hav.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. At forvandle dette rum til et andet. Ilden. Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg var i din krop, og du?

Et genert rum, et intimt rum. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Et brev. Stjernekontinent. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

På en rude. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Vi har de samme øjne.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Sådan svarede du.

Jeg har skrevet et kort til dig. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Blæste det virkeligt? Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Sådan svarede du.

Et genert, et intimt rum. Sådan er det.

Her er natten allerede et stort show. Ikke den flod. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Ikke glemme floderne i ørerne. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Alting ligger bag alting. Var jeg stille?

Det var ikke skovene jeg kom fra. Var det skovene du kom fra? Jeg forsvinder ikke.

På havet. Vi har gardiner. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Natten er trans, dagen er trans. Trak du de yderste bjerge? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Muren omkring ordene. På et stort stykke hvidt papir. Du siger noget om solen. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Stod imod, men skrev: intet.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Det er bare. Ordene, små toppe af skum. Det handler om overfladen.

Intimiteten i skriften Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Bagefter sad jeg i timer og læste. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Ordene, små toppe af skum. For hvert lag af betydning i stenene.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Muren omkring ordene.