Altid er det dette langsomme blik. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Udsigten var håbløs.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.