Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Det der blæser. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende.

Vi har øjne.

Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Da jeg lyttede blev jeg bange. Mørket kaldte vi mørket. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Sandet. Dit navn i skyggerne. Jeg, ikke dig. Vi har gardiner. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Du, dine øjne. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Sådan svarede du. Ikke søge ly i den flod. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Intet ligger bag intet.

Du kan være i dette landskab. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Sandet i mine tanker.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Var dine drømme imellem læber?

Du siger noget. Sådan er det. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene.

Jeg skrev intet ned i den periode. Når du siger mit navn, svarer min krop. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Kan jeg skrive? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Intimiteten i skriften Når du siger mit navn, svarer min krop.

På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Hvilken nat fulgte efter natten?

Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Der var et script der skyggede for solen.