I bussen skrev jeg en sms til dig. Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Du havde tabt en linje i min drøm.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Så var der en, der lyttede til skovene.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Et genert rum, et intimt rum. Du kan være i dette landskab.Du kan være i dette landskab. Alting ligger bag alting. Sådan her.Sådan her. Sådan her. Rifterne. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Alting ligger bag alting. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Sad jeg? At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Tidligere: at følge dig blik.

Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Var det skovene du kom fra?Var det skovene du kom fra?

Ordene flår i det inderste. At lytte gav ikke længere mening. Jeg ikke det der.

Ikke glemme floderne i ørerne. Når du siger mit navn, svarer min krop. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Der var intet som skulle glemmes. Ilden. Sætningerne er et hav.

Intimiteten i skriften

Lyskrydset. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Dine diamanter lyser. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Du må ikke forsvinde. Uforståelige sætninger. Jeg er på den anden side af havet. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Det her er ingen leg. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Ormene i det stille sand og nede i jorden.

Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Ikke glemme floderne i ørerne. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Var det markerne du kom fra? Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene I et efterår ville jeg være flov.