Luften og jordens sange. Her er dagen allerede langt foran mig. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Muren omkring ordene. Jeg ser dig, ser dig, ikke.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Udsagn. Nordlysets sitren i din stemme. Har vi de samme øjne? En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Et genert rum, et intimt rum. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Hvirvlende, stirrende, syngende.

Dansende, legende, lyttende. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Jeg sejler: alting sejler! Natten er trans, dagen er trans.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed!

Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Jeg ville gerne give dig mine. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Jeg har skrevet et kort til dig. I læberne i huden. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Vores.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Tågen i skovene i udsigten.

I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer.

Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Tågen i skovene i udsigten. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Oppe på bakken.

Et genert rum, et intimt rum. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Under den blå, blå himmel. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.