Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

En regning. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Jeg er lost i en borderlinenat. Dine diamanter lyser i min mund. Du ville sige noget, du tav. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Solstorm. Min skrift er farvet af sig selv.

Hvad tæller du til? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Over murbrokkerne. Solens sind. Grå.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Noter. Beskrivelser. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Dine diamanter lyser i min mund.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Nordlysets sitren i din stemme. Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Vidste du?