Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Bøgerne varslede en kommende tid. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Der falder binære sansninger ud af min mund. Dagene. Ugerne.

Grå. Sletten forvandler sig til mørke og sten. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Bag stemplerne.

Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)

Der falder binære sansninger ud af min mund. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds.

Sidst, i morges. Dette tilfælde:

Du ville sige noget, du tav. Har vi de samme øjne? Er det? Pludselig faldt dine drømme. Vores land. Bøgerne tegnede deres egen retning. At forvandle dette rum. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Sådan svarede du.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Du flasher dine moves i den lysende nat. Den skrøbelige. Det er aldrig det hurtige blik.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I bussen skrev jeg en sms til dig. Afsavn. Udsagn. …brb… Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Nætterne. Ugerne.

Intimiteten i skriften. Var dine drømme imellem læber? På et stort stykke hvidt papir. Jeg i den ørken.

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Jeg sejler: alting sejler! Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Har vi forskellige øjne? Jeg på overfladen. Intet bag alting. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Skyggerne skyggede. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Stolen jeg sad på bevæger solen med natten.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Sådan svarede du. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved!

Kan jeg skrive? Jeg skriver dagen igang, stille. Sætningerne er et hav. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Noter. Beskrivelser. Sådan trak du de yderste bjerge. Farvede ordene milde. Ring til mig.