Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Der hang figner henover udsigten. På en rude. Sætningerne er et hav. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Jeg skrev mig vild i de dage. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Luften og jordens sange. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Alting ligger bag alting. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Det her er ingen leg. Jeg skriver dagen igang, stille. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Luften og jordens sange.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Det er bare.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?” På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”