På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Bagefter sad jeg i timer og læste. Muren omkring ordene. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Var disse linjer virkeligt virkelige? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Sådan noget. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Dine diamanter lyser i min mund.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Det var ikke skovene jeg kom fra. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Ilden.

Intimiteten i skriften Jeg fandt en linje et sted under min reol. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Udsigten var håbløs.

Dagene. Ugerne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Ilden. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Sandet. Stjernekontinent.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Hvirvlende, stirrende, syngende. Oplæsning for intetheden. Solstorm. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Sandet.

Bagefter sad jeg i timer og læste.

Kan jeg skrive sådan? Du i mit vindue, i min vindueskarm.

Du i mit vindue. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Sådan er det. Sandet i mine tanker. Vi har hverken gardiner eller travlt.