Ord. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg skrev intet ned i den periode.Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Udsigten var håbløs. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Sådan svarede du. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Jeg skriver dagen igang, stille. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Sådan er det. Stjernekontinent.

Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. På en rude. Hvilken nat fulgte efter natten?

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Der var noget som åbnede sig.

Afsavn. Udsagn. Jeg sad alene i solen. Jeg tror, du havde glemt den der. Har vi de samme øjne? At forvandle dette rum til et andet.

Om andre byer, andre verdener. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Uforståelige sætninger at klæde sig i Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Jeg sad alene i solen. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Derinde bag skoven. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Sætningerne er et hav.