Tågen i skovene i udsigten.Tågen i skovene i udsigten. Tågen i skovene i udsigten. Jeg går bare og venter på den fucking sol. De bløde bakker udenfor byen. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Alting bag alting. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. I bussen skrev jeg en sms til dig. At dette andet. Solstorm.

Jeg har skrevet et kort til dig. Er du på den anden side af havet? Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Som nu i morges:

Dagene. Ugerne. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske.

Stjernekontinent. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Om andre byer, andre verdener. Alene? Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.

Jeg sejlede mellem dine læber. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Dine sætninger. Et genert rum, et intimt rum. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg var nøgen i de dage. Du må ikke forsvinde.

Træerne. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Du, du. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. En nat faldt giraffer ud af drømme. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Stolen vipper.

Kan jeg skrive sådan?