I bussen skrev jeg en sms til dig. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Af alt det lysende, reflekterende, matte. På en rude. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg sad alene i solen. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Det var ikke skovene jeg kom fra.Det var ikke skovene jeg kom fra. Det var ikke skovene jeg kom fra. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Min ene pen er rød og den anden sort. Sad jeg alene? De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Et genert rum, et intimt rum. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Dagene. Ugerne.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Et genert rum, et intimt rum. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Du må ikke forsvinde. Intet ligger bag intet. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Sandet i mine tanker.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Sad jeg alene?

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Du siger noget om solen.

Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.