Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Ikke glemme floderne i ørerne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Oppe på bakken. Søge ly.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Jeg skrev intet ned i den periode. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Vi i det glitrende. Hvad skulle glemmes?

Dine diamanter lyser. Markerne, du? Når vores kroppe er hinanden.

Jeg tegnede din hud på alting. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. I bussen til dig.

I mørket, diamanter, dine øjne.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Ordene, små toppe af skum. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg prøver dette tilfælde. Hver dag gled med mig videre. Og vi vågnede. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Er du havet?

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Jeg skriver dagen igang, stille.

På en. Silicium. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Derinde bag skoven. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Hvilken nat fulgte efter natten? Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Vi er et party. Du lod himlen hvile. Skoven forvandler sig til lysning og vand. Det var før du kunne forsvinde.

Kan jeg være i dette landskab? Altid er det dette langsomme blik. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg sad alene i solen. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Ordene, små toppe af skum. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.