På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Og en anden dag: Oppe på bakken.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Om andre universer, andre stjernesavn. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg ser dig, ser dig, ikke. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Dit navn var alt jeg hørte. Havde du fundet en grøn sten? Hvad tæller du til? Dine sætninger. Nu er der en uro i kroppen. Sætningerne er et hav.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Sandet.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Bagefter sad jeg i timer og læste. Hvem var det, der skrev: Bøgerne var de eneste. Afsindighed. Udsalgsvarer. Hvad vil disse knuste sætninger? En regning. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Intimiteten i skriften Stjernekontinent. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.