Et genert rum, et intimt rum. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Du må ikke forsvinde. Intet ligger bag intet. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Sandet i mine tanker.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Sad jeg alene?

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Du siger noget om solen.

Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Bag træerne. Sætningerne er et hav. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg skriver dagen igang, stille. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Det handler om overfladen. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Nu er der en uro i kroppen. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Tågen i skovene i udsigten. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Nordlysets sitren i din stemme. Jeg har skrevet et kort til dig. Kan jeg være i dette landskab?

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Hvad tæller du til? Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Rifterne. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.