Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Nede ved havet. Dette hurtige blik imod vandet. Gennem hullet i hegnet.

Var der virkelig ild et sted? Min krop vipper.

Sandøjne. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Jeg skriver natten i gang, stille. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Vi sad alene i natten. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Stjernekontinent. Det er bare. Farvede ordene milde. Sætningerne er et hav.

Du siger noget om solen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Der var intet som skulle glemmes.

Var det skovene du kom fra? Trak du de yderste bjerge?

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Under den blå, blå himmel. Derinde bag ordene. Bag diamanterne. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Stolen jeg sad på knirkede i solen.Stolen jeg sad på knirkede i solen. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Hvor længe havde du drevet i vinden? Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Sms i den lysende sommer. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Ordene, små toppe af skum. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Kalken. Lysene lyste. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

At forvandle dette rum til et andet. Et genert rum, et intimt rum. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.