Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Og vi vågnede. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.
Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.
Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.
Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.
Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Ilden.
Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene
Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Du siger noget om solen. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Over murbrokkerne.Over murbrokkerne. Over murbrokkerne. Over murbrokkerne.
Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.
Når du siger mit navn, svarer min krop. Der var intet som skulle glemmes. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter
Jeg bladrer i en tilfældig bog. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.
Dette langsomme blik imod stenene.
Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Nordlysets sitren i din stemme. Gennem hullet i hegnet.
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.
Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.
I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Farvede ordene milde. Jeg fandt en linje et sted under min reol.
Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Den sindssyge himmel. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.
Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.
Bordet vipper.
Jeg læste dine linjer Men mit sprog er ikke fjendtligt. Kan jeg skrive sådan? Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. Det dybeste af alt er huden? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.