Hvad tæller du til? Ikke søge ly. Jeg er på den anden side af havet.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Som at læse glemte aviser. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg læste dine linjer Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Du, du.

Dette langsomme blik imod stenene. Der hang figner henover udsigten.

Tidligere: at følge dig blik.

Det der blæser. Hvad tæller du til? En uro i kroppen.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Dine sætninger. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas.Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Solstorm. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Ordene, små toppe af skum. Udsigten var håbfuld. Sådan svarede du. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Ikke søge ly. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo!

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Ikke søge ly i den flod. Det handler om overfladen. Rifterne.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg kunne mærke dit hjerte.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Hvem var det, der skrev: Dine diamanter lyser i min mund. Dine sætninger.

Jeg forsvinder ikke. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Var det skovene du kom fra? Jeg skrev mig vild i de dage.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Du kan være i dette landskab. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. De vigtigste. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.