Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Nordlysets sitren i din stemme.

Uforståelige sætninger. Oppe på bakken. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Ikke søge ly. Jeg skriver natten i gang, stille.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Var det markerne du kom fra? Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Som nu i morges:

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Sådan er det. Og vi vågnede. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

I læberne og i huden. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Jeg har skrevet et kort til dig. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg er på den anden side af havet. Det var ikke skovene jeg kom fra. Vi har de samme øjne. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Bag træerne. Gennem hullet i hegnet. Jeg sad alene i solen. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? At forvandle dette rum til et andet. Hvad skulle glemmes? Var det skovene du kom fra? Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Du siger noget om solen.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Bag træerne.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg skrev intet ned i den periode.

Blæste det virkeligt? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sådan svarede du. Stod imod, men skrev: intet. Intimiteten i skriften Det dybeste af alt er huden?

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Hvad tæller du til? Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.