Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Bag træerne. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Træerne. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg skriver dagen igang, stille.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Her er natten allerede langt bag mig. Intimiteten i skriften

Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak!

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Sletten forvandler sig til mørke og sten. Sætningerne er et hav. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Har vi de samme øjne? Kan jeg være i dette landskab? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Jeg sad alene i solen. På en rude. Over murbrokkerne. Sådan noget. Jeg er på den anden side af havet. Mørket kaldte vi bare for mørket. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Og vi. Dagene. Ugerne. Vennerne. Er du på den anden side af havet?

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Et brev. Taster en sætning i mørket, i lyset.

Hvis jeg ville have dit blik.