Nordlysets sitren i din stemme. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Et genert rum, et intimt rum.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Mail i november. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Du kan være i dette landskab. Mørket kaldte vi bare for mørket. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Det her er ingen leg. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Under den blå, blå himmel.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Vidste du det?Vidste du det? Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. På en rude. Du siger noget om solen.

Udsigten var håbløs. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. På en rude. Der var noget som åbnede sig.

Og vi vågnede. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg sad alene i solen. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Tågen i skovene i udsigten. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden?

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.