På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg har skrevet et kort til dig. Oppe på bakken. Oplæsning for intetheden. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Som at læse glemte aviser. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Det her er ingen leg. Fugle flakser i diodenattens klirren. Den sindssyge himmel. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I dagen var en nær stemme næsten vågen. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Derinde bag skoven. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bagefter sad jeg i timer og læste. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Altid er det dette langsomme blik. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

I dagen var en nær stemme næsten vågen. Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Et genert rum, et intimt rum. Altid er det dette langsomme blik.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Jeg skrev i en stråle af sol. Du, du venter en sweet sol. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Hvilken nat fulgte efter natten? Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Jeg skriver dagen igang, stille. Sætningerne er et hav. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Gennem hullet i hegnet. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: