Udsigten var håbløs. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. På en rude. Der var noget som åbnede sig.

Og vi vågnede. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.