Ordene, små toppe af skum. Der var noget som åbnede sig. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Et brev.

Glashænder. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Indimellem sagde du nogle ord.

Der var noget som åbnede sig. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Der var noget som. For hvert lag af betydning i stenene. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Som nu i morges:

Uforståelige sætninger at klæde sig i Farvede ordene milde. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Ilden. Om andre byer, andre verdener. Jeg skrev intet ned i den periode.Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Grå. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Og en anden dag: Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Lysene lyste. Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Sådan noget. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.