Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Og vi vågnede. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. I læberne og i huden. Er du på den anden side af havet? At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Grå. Kalken.

Var jeg stille? Du siger noget om solen. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Jeg var i din krop, og du? Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

På et stort stykke hvidt. Et rum, et rum. Vi, øjne. Uden grund.

Og ord, og ord, og.Og ord, og ord, og. Og ord, og ord, og. Og ord, og ord, og. Vi, hudløse. Jeg var nøgen. Du, dine øjne.Du, dine øjne. Du, dine øjne. Du, dine øjne. Du, dine øjne.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Den sindssyge himmel. Jeg synes dit langsomme morgenface er nice. Under solen, dine øjne som blitzkrieg.

Badeferien. Årene. Stofferne. I natten poppede samtalerne op. Bag diamanterne.

Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Du kan være i dette landskab. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Var det markerne du kom fra?

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Alting ligger bag alting.Alting ligger bag alting. Alting ligger bag alting. Alting ligger bag alting. Alting ligger bag alting. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Udsigten var håbløs.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Et brev. Ord. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. På en rude. Tågen i skovene i udsigten. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Var det markerne du kom fra?

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg var i din krop, og du? Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Ikke glemme floderne i ørerne. Dine sætninger.