Ikke glemme floderne i ørerne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Ring til mig uden grund.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Som nu i morges:

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg forsvinder ikke. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Et brev. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Sådan svarede du. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Jeg forsvinder ikke.Jeg forsvinder ikke.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Udsigten var håbløs.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Var det skovene du kom fra?

Solens sind. Et genert rum, et intimt rum. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Du siger noget om solen. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Og ord, og ord, og. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Her er dagen allerede langt foran mig. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Du siger noget om solen.

Sletten forvandler sig til mørke og sten.Sletten forvandler sig til mørke og sten. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).