Og vi vågnede.

At forvandle dette rum til et andet. Jeg har skrevet et kort til dig. Skriv mig ind i dine læber. Vi har de samme øjne. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Du, du. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Der var noget som åbnede sig.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Jeg sad alene i solen. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Altid er det dette langsomme blik. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Vi er en samtale bag øjnene. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Har vi de samme øjne?

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Har vi de samme øjne? Et genert rum, et intimt rum.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Lyset i ørknen i udsigten. Under den blå, blå himmel. Der er en som dresser up til dans. Derinde bag bjergene.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Markerne, du? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Når du siger mit navn, svarer min krop.